Dagbog Multipel Sclerose

Far, ville du have valgt at få mig, hvis du havde vidst, at jeg ville blive alvorligt syg?

Skyld er et emne, der fylder meget i psykologiens verden. Igennem min tid med sclerose er skyldspørgsmål af forskellig karakter og med forskellig tyngde også dukket op i min verden. Ét spørgsmål har, på trods af dets irrationelle karakter, haft en fast plads i mit galleri af tvivlsspørgsmål om livet…

Tredje advent lå der en besked i min e-boks fra Rigshospitalet. En god besked….nej….en sindsoprivende god besked….en – i hvert fald for en tid – livsforandrende besked…

I beskeden stod der, at der ikke er opstået nye læsioner i min rygmarv og hjerne, siden jeg gennemgik min rygmarvstransplantation i sommer. Udviklingen i min sygdom er altså sat på standby indtil videre. Det er svært at beskrive den glæde, jeg oplevede. Mit hjerte smilte for første gang i lang tid. Et af de helt store smil. Væg-til-væg… Ja, mit hjerte kunne næsten ikke være i min krop…

Den slags beskeder skal selvfølgelig deles med de nærmeste. Jeg printede derfor beskeden ud og pakkede papiret ind i en sød lille æske og kørte ud til mine forældre. Senere på aftenen skulle vi give adventsgaver til hinanden i familien. Med stor nysgerrighed pakkede mine forældre gaven op… Og så kom øjeblikket hvor de læste meddelelsen i den lille æske. I det øjeblik forstod jeg virkelig, i al sin gru, hvilken smerte det er at have et barn, der lider af en alvorlig sygdom, og hvor meget smerte og bekymring ens nærmeste bærer på. Men glæden var selvfølgelig massiv. Lige så stor som min glæde. Først var der stilhed, så var der glædeståre og til sidst en masse lettede kærlige knus til hinanden. Knus der for første gang i lang tid var befriet for bekymringernes tunge byrde.

Senere på aftenen, midt i al glædesrusen, meldte mit ’klassiske’ skyldspørgsmål sin ankomst i manegen. Som damp fra en overophedet kedel væltede spørgsmålet ud af mig: ’Far, ville du have valgt at få mig, hvis du havde vidst, at jeg ville blive alvorligt kronisk syg?’.

Jeg er selvfølgelig klar over spørgsmålets irrationalitet. Jeg kender også mine omgivelsers svar på spørgsmålet, for jeg er på alle måder elsket. Alligevel tænker jeg, at jeg ikke er den eneste i verden, der bærer rundt på tilsvarende skyldspørgsmål. Som sygdomsramt påfører man sine omgivelser en masse menneskelige omkostninger af forskellig karakter. Skyld er derfor muligvis ikke en unaturlig følelse at bære på, men den er ukonstruktiv og negativ, og den skal derfor sendes på kirkegården i en fart.

For mig var det derfor ikke afgørende at få et svar på spørgsmålet. Det afgørende var at få talt OM spørgsmålet for at begrave den fuldstændige irrationelle skyld, som ingen skal bære rundt på…

1 thought on “Far, ville du have valgt at få mig, hvis du havde vidst, at jeg ville blive alvorligt syg?”

  1. Hej.
    Jeg er faldet over din blog og vil gerne høre hvordan du fik lov af din læge til og få behandlingen med stamceller ?
    Og hvor hård var den fra start til slut ?
    Jeg ved ikke om det er noget du ønsker at fortælle, men jeg vil utrolig gerne høre om det

Skriv et svar til Helle Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *