Blodstamcelletransplantation

Update på første kemo

Fredag kl. 11 blev jeg koblet til drop, hvilket jeg skulle være i 24 timer. I de første 4 timer fik jeg en masse væske for at rense ud i kroppen. Herefter skulle jeg have kemoen i en time. Jeg fik et sug i maven, for nu var der ingen vej tilbage…

Efter kemoen stod den “kun” på diverse væsker i de resterende 19 timer. Kemoen skal nemlig skylles ud fra organerne, så den ikke ødelægger organernes naturlige funktioner. Det siger lidt om, hvor giftigt det stads er. Jeg følte mig hele tiden i trygge hænder af de meget søde sygeplejerske. Dog kunne jeg alligevel ikke konstant lade vær med at vente på de dårlige bivirkninger, som mange havde fortalt om, muligvis ville komme. Jeg havde forestillet mig det værste. Bræk i stride strømme, den ubehagelige kvalme, snurren i kroppen, ondt i hoved og svimmelhed – for bare at nævne nogen af dem. Det værste blev dog en kilden om næsen, lige da jeg fik kemoen, og at min tissetrang blev vanvittig, når jeg fik vanddrivende medicin hver 4. time. På et tidspunkt tissede jeg 5-6 gange på en halv time. Til dem der kender mig, ved de, at jeg er vant til at tisse meget pga. mine blæreproblemer i forbindelse med Sclerose. Det her var dog alligevel også ekstremt for en som mig.

Igår blev jeg så udskrevet, og jeg har stadig ikke følt nogle bivirkninger andet end træthed og lidt morgenkvalme (7-9-13). Jeg glemmer helt, at jeg har fået kemo, hvilket vel må være et godt tegn. Næste skridt er, at jeg fra på torsdag skal have 2 indsprøjtninger om dagen i ca. 5 dage med vækstfaktor. Vækstfaktoren skal medvirke til, at jeg overproducerer blodstamceller, så jeg har nok blodstamceller til, når de skal høstes om lidt over en uge. Så alt i alt er første kemo gået over al forventning!!

Udover dette går jeg bare og venter på, at en af de mange svære bivirkninger, der for mig er ved kemoen, snart sker… Nemlig at mit hår falder af. For av jeg kommer til at savne mit lange lyse hår. Jeg ved, at det bliver grænseoverskridende og hårdt, når de første totter ryger, men jeg har prøvet at gøre alt for, at jeg nogenlunde bliver mentalt klar – hvis man nogensinde bliver det. Jeg har købt paryk og glimmer turban (for glimmer skal der til), øvet mig på diverse hjemmelavede tubaner, købt solcreme med faktor 50 til mit blege hoved der ikke har set solen i 100 år, købt kunstige øjenvipper og set diverse billeder af inspirerende kvinder, der også har gennemgået kemo og mistet håret. Så jeg er sikker på, at med alle de indkøbte ting og med inspiration fra andre kvinder, der har klaret det, så kan jeg også. For jeg er stadig den samme person – også selvom jeg i begyndelsen måske mest af alt kommer til at ligne en bleg alien!!

12 thoughts on “Update på første kemo”

  1. Kære Malou, Jeg vil gerne ønske dig held og lykke med behandlingen og håber du hurtigt kommer dig bagefter og bliver rask. Jeg har hørt om dig fra din mor (som jeg har malet med i mange år). Det er så flot at du har overskud til at dele med dig med din erfaring med sygdommen og behandlingen. Du er sikkert lige så smuk med hår som uden hår. Jeg tænker på dig og ønsker dig det bedste! Gabriela

    1. Hej Gabriela,
      Tusind tak for din besked. Jeg har også hørt meget om dig og dine smukke billeder fra min mor. Jeg håber, vi en dag kommer til at mødes 🙂 De bedste hilsner herfra

  2. Du er så fucking SEJ Malou, sidder og bliver helt rørt over min kære barndomsvenindes rejse. Jeg ved at det hele nok skal gå godt, fordi du er stærk og cool ud over det sædvanlige. Positive tanker og vibes herfra <3 Tak fordi du deler dette med verden. Din styrke er utroligt inspirerende.
    Kh
    Victor

    1. Hej Victor,
      Hvor er det bare en dejlig besked at få! Håber du har det godt, og at du nyder “sommeren” 😀
      Jeg håber vi snart ses i nærmeste fremtid, når jeg er helt oven på igen! 🙂
      Hils din mor mange gange!
      Stort knus herfra.

      1. Hej Malou,
        Havde slet ikke set du havde svaret
        Jeg synes helt klart vi skal ses snart – vi tager en frokost eller lign (?) Min Mor hilser mange gange igen
        Knus og kram
        Victor

  3. Kære Malou. Hvor er det dejligt at du – 7-9-13 – ikke har haft mange bivirkninger endnu Du er sej kh Gitte

  4. IH hvor er det skønt at læse <3 Det er så fantastisk at mærke din livsgnist hele vejen ud gennem skærmen, og som Gabriela skriver så kan manglende hår ikke fjerne din indre skønhed som stråler ud (men jeg forstår godt din bekymring). Håber det er gået godt i dag og at du "vækster big time" ;0) – knus og kram og til mor og far <3

    1. Tusind tak Lykke. Dine mange ritualer med hensyn til held holder stadig for har ingen bivirkninger andet end træthed haft (heller ikke i går ved den første indsprøjtning) 😉
      Hilser mor og far fra dig. Et stort varm knus herfra <3

      1. Heldigvis sørger movia for masser af busser og Spotify for musik Far siger at du vækster super godt Go Girl – du er super sej

  5. Hej Malou.
    Jeg ønsker dig alt held og lykke med behandlingen
    Har selv gennemgået behandlingen og det værste for mig inden jeg gik i gang var håret men har faktisk kun nydt ikke at skulle tænke på det
    Men håber at alt kommer til at gå dig godt og at du ender med et godt reasultat.
    Hilsen Anja.

    1. Hej Anja,
      Tusind tak! Det er nu to måneder siden, jeg fik mine stamceller tilbage, og håret er ved at komme igen. Det er så SKØNT! Jeg synes nemlig også, at det at miste håret var noget af det sværeste at skulle forholde sig til, men nu hvor det endelig er ved at kigge frem, tænker jeg, at håret har været et godt bytte, hvis bare behandlingen kan hjælpe mig. Det ville dog være løgn, hvis jeg sagde, jeg ikke savnede mit lange hår, men det skal nok komme igen. Indtil den tid er det bare at prøve at nyde ikke at skulle tænke så meget på det, som du siger 🙂
      Hvornår gennemgik du behandlingen? og hvordan har du det i dag?

      Venlige hilsener
      Malou

Skriv et svar til Malou Westphal Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *