Blodstamcelletransplantation

Det første skridt

Lad os starte lige på og hårdt. I går var dagen jeg siden januar-måned har ventet på. Dagen hvor jeg endelig, efter lang tids tøven, skulle tage ”det første skridt” i min behandling – en blodstamcelletransplantation (fremover kaldet HSCT).

De seneste måneder har jeg oplevet som en kæmpe rutsjebane, og ventetiden har været uvished og fyldt med spørgsmålstegn, men nu er det første skridt taget. Det første skridt der betyder, at jeg nu bevæger mig fremad mod slutningen, i stedet for fremad mod begyndelsen som jeg hidtil har oplevet.

I går var det så den 31. maj, hvilket vil sige, at jeg fik lagt et centralt venekateter. Jeg mødte ind om morgenen på Rigshospitalet og fik taget diverse blodprøver for at tjekke, at alt var, som det skulle være. Herefter blev jeg sendt på operationsstuen. En bonus for mig var, at jeg ikke behøvede at skifte til hospitalstøj… Man føler sig sgu altid så syg, når man har det på.

Til at begynde med udførte de en ultralydsscanning af den øvre del af mit højre bryst (lige under kravebenet). Scanningen skulle fastlægge venens præcise placering i forhold til lungen (ja, lungen fæstner helt oppe ved kravebenet), for at bestemme hvor venekateteret skulle placeres. Herefter blev jeg pakket ind i et sterilt afdæknings ”tæppe” og mit bryst blev smurt ind i jod. Da de indledende manøvre var overstået, blev der lagt en lokalbedøvelse. Anlægget af lokalbedøvelsen var en blandet ’fornøjelse’. En oplevelse der ikke var uden ubehag, og jeg var nødt til at få et morfin-lignende præparat for at dulme smerten og berolige mig. Efter operationen skulle jeg tilses af en sygeplejerske og ellers vente to timer, før jeg måtte gå hjem. Mens jeg ventede, havde jeg en kraftig følelsesmæssig reaktion, og jeg var mildest talt en tude Marie. Det var som om, at operationen var det indre signal til mig om, at jeg nu var nået til ’point of no return’.

 

På trods af operationen, ubehaget og smerterne, var det muligt for mig at tage til min venindes fødselsdag – men der var bare ikke nogen, der skulle give mig en hård krammer, for så hang jeg oppe i loftet.
I dag er jeg stadig ret øm, men jeg er ved godt mod. Jeg er nemlig også klar over, at venekateteret bliver min ”ven” den næste tid, da jeg ikke skal stikkes hver gang, jeg skal have drop eller have taget blodprøver. Det er jo en WIN-situation!

I morgen står den på første kemobehandling, hvor mine forældre er der til at underholde mig. Jeg er nervøs, men ved også at det nok skal gå alt sammen, for jeg er i bedste hænder på Rigshospitalet.

Wish me luck…


Her ses venekateteret. Det kan ikke ses, når jeg har tøj på.

 

7 thoughts on “Det første skridt”

  1. Sødeste! Hvor er du sej at starte denne blog – glæder mig til at skulle følge dig og læse om alle dine oplevelser. Rigtig meget held og lykke med i morgen. Du vil være i mine tanker og husk jeg er til rådighed, hvis der er det mindste ❤️

    1. Dejlig kommentar at få søde venne! Det bliver jeg bare så glad for at få og det giver styrke! <3
      Jeg håber, du har det godt, og at vi snart ses! <3
      Stort varmt knus herfra

  2. Kære Malou. Du er bare den sejeste tøs Helt forståeligt at du bliver berørt af denne “store rejse”. Tak fordi vi må være med på sidelinien ❤️ Kh Gitte

    1. Hej Gitte,
      Mange tak for din kommentar. Som jeg allerede har skrevet, er jeg bare glad for, at I vil læse med, og så håber jeg, at jeg kan inspirere andre til at se på livet med et positivt sind, selvom livet ikke altid er lige sjovt <3
      Stort knus herfra

  3. Kære Malou

    hvor bliver livets små udfordringer til bagateller sammenlignet med det du går igennem! Det kræver sin “mand” at tackle din situation og hold op – DU ER SEJ!! Jeg ønsker dig alverdens lykke og er sikker på, at så stærk og sej som du er, så vil du vinde kampen over sygdommen!!
    Masser af gode ønsker og tanker til dig.
    <3 Lene (Emmas mor)

    1. Hej søde Lene,
      Tusind tak for din dejlige kommentar, det bliver man glad for, når man er i min situation 🙂
      Jeg tænker ofte på jer, og håber I har det rigtig godt. Forhåbentligt ses vi engang i nærmeste fremtid, det kunne i hvert fald være rigtig hyggeligt.
      Stort varmt knus herfra <3

  4. Hellow my dear niece Malou
    I want to send you all my love and healing energy in these diffilcult times that you are going to have to live in with this treatment, but I know you are strong and positive girl, and that is very important for your recovery. I want you to know that I will be at your disposal to help you when you need my dear, I have you in my thoughts and my heart.
    I will send you energies of love and healing to your Being and Soul. We’ll be in touch dear niece be Strong and believe in your Inner Energetic Potencial.
    Receives many kisses of homesickness and a huge hug of Light from your tita and of your Sevilla family with much Love ☺NPDM.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *