Blodstamcelletransplantation Dagbog

Top 8 over positive ting ved at miste håret

15 dage gik der efter min første omgang kemo, da jeg sad på plænen i Tivoli med to veninder, en øl i den ene hånd og en kæmpe hårtot – jeg lige havde revet ud – i den anden. En hårtot jeg ikke lige anede, hvor søren jeg skulle gemme. Dagen efter var øllen skiftet ud med barbermaskinen og de små vibrationer, der ramte mit hoved, fjernede i lange seje baner mine elskede blonde lokker…

I dag er det et år siden, jeg gik ind i min hårløse periode. En periode der var svær men lærerig, og hvor en positiv indstilling til livet fik en hel ny og kæmpe betydning for mig. Derfor har jeg lavet en lille liste over nogle af de positive – og måske for nogle meget banale – ting, der er ved at miste håret til kemoen.

1. punkt: Dette er et af de VIGTIGSTE: Husk ALTID på, at dit manglende hår er et symbol på en mega sej kamp, du kæmper. Folk kigger som regel kun, fordi du er en fighter. For dem er du et øjebliks realitetsbillede af deres eget liv og er et billede på, hvad livet også kan bringe dem. Giv dem et ekstra stort smil, når de kigger på dig, så får du næsten altid et lige så stort og kærligt smil tilbage og det er jo altid skønt. Husk dog også på at parykken/huen kan være en kæmpe støtte på dage, hvor folks blikke kan føles som boremaskiner (for de dage er der bestemt også)

2. punkt: Intet hår betyder INGEN dårlige hårdage – HURRA!

3. punkt: Pludselig kan du være klar på nul komma fem, når du laver spontane aftaler, for håret skal ikke sættes (gælder især os kvinder).

4. punkt: Hårprodukter er unødvendige, derfor sparer du masser af penge – CACHING!

5. punkt: Du har nu ”masser” af penge, som du kan bruge på at forkæle dig selv. Brug dem eventuelt på at fremhæve alle de mange andre skønne træk ved dit udseende, som du har. Måske opdager du endda nye områder ved dig selv, som du før i tiden hadede, men nu vil elske fremover.

6. punkt: Når håret en dag gror ud igen, vil du komme til at prøve en masse nye frisurer. Frisurer du måske aldrig ville have prøvet, fordi du aldrig kunne drømme om at barbere eller klippe det. Bruger du paryk/huer/turbaner så eksperimentér. Det hele bliver lidt lettere, når man leger og har det sjovt.

7. punkt: Du indgår pludselig i det, vi i min familie nogen gange kalder den ’buddhistiske øvelse’. For selvom savnet af dit hår til tider kan føles uendeligt stort, og du føler du mister din identitet, så se det som en øvelse i at finde dig selv og glemme hvad andre tænker om dig. Du er jo ikke dit hår. Det er alle de kvaliteter, du gemmer i dit hjerte, der er dig. Finder du denne frihed i dig selv, er det en gave, der vil gøre der stærkere og som du altid vil kunne bruge i andre situationer i dit liv.

8. punkt: Det sidste punkt du skal huske er, at et kæmpe smil er det bedste accessory, du kan bære. Det gør alle smukke både udenpå og indeni.

 

2 thoughts on “Top 8 over positive ting ved at miste håret”

  1. Du er den skønneste unge ❤️ Tak for vid, bid og indsigt …. Hvad med at man ikke skal barbere sig overhovet i en periode eller man ikke får hår i maden kæmpe knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *