Fredag d. 22. september kl. 17.25
’All the single ladies, all the single ladies’ skråler jeg sammen med Beyonce, mens jeg lægger sidste finish på mit outfit. Glæder mig til første bytur med ’pigerne’ efter behandlingen. I spejlet ser en blanding mellem 12-årig dreng og leopard tilbage på mig… men ingen tid til at skifte nu.
Lørdag d. 23. september kl. 01.40
Hjemme igen efter sjov aften. Leopard is over and out – nu med nattøj på. GODNAT!
Lørdag d. 23. september kl. 14.38
Meeeega træt!! Har haft nat som føles som den længste i mit liv. Kald mig bare søvngænger…
Slog øjnene op og fandt mig selv i total mørk opgang for enden af vores trappe i færd med at spankulere ud på gaden. Helt vildt forvirret kun iført hvid t-shirt og trusser, gik det op for mig, at jeg ikke drømte. Listede med hurtige skridt op til lejlighed… LÅST! Jep, tumpen her havde jo selvfølgelig i søvne formået at smække døren godt og grundigt i efter sig. Så der stod jeg så. Ingen nøgler, ingen mobil, ingen bukser, ingen hjemme, vildt koldt. SHIIIT!! Begyndte total hjælpeløs at tude. Stille for ikke at vække nogen, men som 3-årig med solide ellevetaller under næsen.
Nå, men som om det ikke var pinligt nok i forvejen, meldte den galoperende tissetrang sig. Og så skal det saftsusemig gå hurtigt, når blære (pga. MS) er som overrystet cola-flaske. Amen simpelthen så TYPISK!!! Listede trin for trin barfodet ned igen, ud på fortovet og virkelig flov med krydsede fingre for nul forbipasserende ned på hug. Følte mig som moderne udgave af den lille pige med svovlstikkerne (minus svovlstikkerne). Som den leopard jeg tidligere på aften havde været, sprang jeg ind i opgang igen og hulkede videre… Tænke, snøfte, tænke, snøfte – havde to muligheder:
- Flov ringe på hos nogen i opgangen (husk på vi taler bar røv og kæmpe T-shirt… nåja, og næsten intet hår), vække dem og låne telefon… MEN altid skulle møde dem med vildt forlegen smil, hilsen og søgen efter nærmeste flugtvej.
- Sidde og vente ude foran opgang på tilfældig forbipasserende jeg aldrig ser igen og låne telefon.
Nummer 2 købt på stedet! Efter noget tid kom skræmt avisbud, der hverken kunne dansk eller engelsk, til undsætning. Ringede til far, som straks hoppede i tøjet og ned i bilen (må købe ham en kæmpe gave!). 40 minutter efter inde i lejligheden igen. Ispindeagtig og total øm i numsen af at sidde på pindsvind foran hoveddør.
What a night to remember!
Lørdag d. 23. september kl. 18.03
Kan ikke lade vær med lidt at føle mig som en ’independent woman’. Godt nok var avisbud og far nattens redning… men hallo fik selv skaffet telefon. Fra nu af sover jeg ALTID med bukser på, binder nøgler fast til krop og skriver roomies numre på arm… Selv en ’independent woman’ kan nogle gang have brug for hjælp…