Forestil dig at du vågner en morgen og har sovet på din arm eller dit ben. Tænk på den snurrende, følelsesløse fornemmelse som du oplever. Er det eksempelvis din fod, kan du godt stødte på den, men det er som om, at der ikke rigtig er kontakt til den. Det er svært at mærke underlaget, når du går på den. Du kan muligvis mærke, når noget rører ved den, men du kan ikke fornemme, hvad det er – måske er det ikke engang sikkert, at du overhovedet kan mærke, når der røres ved den. Forestil dig nu dette scenarie blot mange gange værre… Sådan oplever jeg mine attacks med føleforstyrrelser.

Mit første tegn på sclerose kom ca. to år før, jeg fik den endelige diagnose. Det var sommer og varmt. Jeg var 15 år, glad og levede et liv, hvor de største bekymringer var, hvordan jeg imponerede ham den søde, hvilket tøj jeg skulle have på for at gøre et godt indtryk, og hvordan man hurtigt fik fjernet den kæmpe røde bums midt i panden. En eftermiddag begyndte min fod at snurre lidt. Jeg rystede den, som man ofte gør, når noget på en sover, men jeg kunne ikke få det til at forsvinde. Jeg ignorerede det og lod som ingenting. I løbet af aftenen blev det værre, og det gik nu også op i benene. Jeg gjorde alt for, at det virkede som om, at alt var normalt. Måske fordi jeg i bund og grund var hamrende bange og inderst inde havde en oplevelse af, at noget var helt galt. Næste morgen vågnede jeg, og den sovende fornemmelse var nu også i mine hænder. Jeg kaldte med det samme på mine forældre og “tilstod”, at jeg ikke var i stand til at gå og bruge mine hænder normalt. Straks efter kørte vi på hospitalet, hvor jeg blev indlagt og fik taget diverse blodprøver, rygmarvsprøver, skanninger og en masse andre tests. I 3 uger lå jeg på hospitalet ude af stand til at gå og uden at vide, om jeg nogensinde ville kunne gå normalt igen. Da jeg blev udskrevet, var min diagnose akut transversel myelitis. Dette er en neurologisk betændelsestilstand i rygmarven, som ødelægger nervebanerne. I et år gik jeg til genoptræning, og jeg endte med at komme mig helt, bortset fra skader på nervebanerne, som har givet mig kroniske vandladningsproblemer og fatigue (en ekstrem træthedsfornemmelse).

I de to efterfølgende år, indtil jeg blev endeligt diagnosticeret med MS, fik jeg tilbagevendende føleforstyrrelser i benene og hænderne – sommetider den sovende og snurrende fornemmelse og andre gange kunne jeg ikke mærke forskel på kulde og varme forskellige steder på kroppen. Alt sammen meget ubehageligt og hver gang forbundet med en kæmpe frygt for, at det ikke ville gå væk. En fornemmelse jeg aldrig har sluttet fred med…